Hvornår sluttede 2. verdenskrig egentlig? Er det 8. maj, hvor gaderne i København fyldtes af spontant jubel? Er det 15. august, hvor Japans kejser stemte sig gennem radioens knitren til millioner af chokerede undersåtter? Eller er det først 2. september, da general MacArthur lod blækket tørre på overgivelsesdokumentet i Tokyobugten? Spørgsmålet virker måske som en detalje, men svaret folder sig ud som et helt tapet af drama, diplomati og efterdønninger, der stadig præger vores verden – og vores stuer – i dag.

I denne artikel ruller vi forsigtigt tidslinjen ud, lag for lag, som var det en nyindkøbt persisk løber i hjemmets hjerterum. Vi bevæger os fra de blodige gader i Berlin til de radioaktive skyer over Hiroshima, fra Jaltas forhandlingsborde til de første spæde FN-møder. Undervejs får du de præcise datoer, hvorfor de varierer, og hvordan netop disse øjeblikke lagde fundamentet til den verdensorden, vi indretter os efter i dag.

Sæt dig godt til rette i sofaen, lad historiens spotlys falde på de afgørende døgn, og bliv klogere på, hvorfor “krigens slutning” ikke blot var en kapitulation – men starten på et helt nyt kapitel for menneskeheden.

De korte svar: 8. maj 1945 i Europa – 15. august 1945 i Asien (og hvorfor nogle siger 2. september)

Hvornår sluttede 2. verdenskrig? Det korte – men ikke helt entydige – svar afhænger af, om du kigger mod Europa eller Asien:

• 8. maj 1945 (VE-Day) – Europa: Nazityskland overgav sig betingelsesløst. Kapitulationen blev underskrevet i Reims 7. maj og – på sovjetisk forlangende – gentaget i Berlin-Karlshorst 8. maj. Hermed tav våbnene på den europæiske front.
  Sidebemærkning: Allerede 4. maj kapitulerede de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark over for feltmarskal Montgomery; ordren trådte i kraft 5. maj og er årsagen til den danske befrielsesdag.
• 15. august 1945 – Asien: Kejser Hirohito bekendtgjorde, at Japan accepterede de allieredes betingelser (Potsdam-deklarationen), efter atomangrebene på Hiroshima (6. august) og Nagasaki (9. august) samt Sovjetunionens lynoffensiv i Manchuriet (8. august). Lokale kamphandlinger fortsatte enkelte steder til 25. august, men 15. august regnes som den faktiske krigsafslutning i størstedelen af Asien.
• 2. september 1945 – den formelle, globale slutdato: Japans officielle overgivelsesakt (Instrument of Surrender) blev underskrevet om bord på USS Missouri i Tokyobugten denne dag. Derfor markerer USA og mange vestlige lande 2. september som den formelle afslutning på 2. verdenskrig.

Hvorfor findes flere datoer?

• Tidszoner: Da kapitulationsdokumentet i Berlin blev underskrevet om aftenen 8. maj, var klokken allerede efter midnat i Moskva. Derfor fejrer Rusland og flere østeuropæiske lande sejrsdagen 9. maj.
• Regional versus global kapitulation: Krigen bestod af to hovedfrontafsnit. Tyskland kapitulerede først; Japan fortsatte kampene næsten fire måneder længere. Det giver to ”sidste” datoer.
• Militær realitet versus juridisk formalitet: I Asien standsede kampene 15. august, men den juridisk bindende overgivelsesakt kom først 2. september – derfor veksler kilderne mellem de to tidspunkter.

Med andre ord: 8. maj 1945 markerer freden i Europa, 15. august 1945 markerer den praktiske fred i Asien, mens 2. september 1945 står som den formelle internationale slutdato for hele 2. verdenskrig.

Fra Seelow til Berlin og Flensborg: Slutkampene i Europa og Tysklands fald

Slutkampene i Europa blev en rasende jagt på tid, terræn og politisk indflydelse. På blot fem måneder forvandlede frontlinjerne sig fra en skæv bue omkring det østlige Polen og Rhinens vestbred til besættelseszoner i et fuldstændig nedkæmpet Tyskland.

Østfronten presser sammen om riget

1. 12. januar 1945 – Vistula-Oder-offensiven
   Den Røde Hær river fronten op fra Warszawa til Karpaterne. På knap tre uger tilbagelægger panserhære op mod 600 km og står 30. januar ved Oder-floden ved Küstrin – blot 70 km fra Berlin.
2. 16.-19. april – Seelow-højderne
   Stalin sætter tre front-hære ind i det, der bliver krigens største artilleripræludium i Europa. Kampene ved Seelow åbner Slaget om Berlin, hvor omkring én million sovjetiske soldater angriber 100.000 udmattede tyskere.
3. 25. april – Indre ring sluttes
   Sovjetiske enheder mødes nord og syd for byen og omringer Berlin. Samme dag trykker amerikanske og sovjetiske soldater hænder ved Elben, Torgau, og splitter Tyskland i to. Siden bruges Elben som politisk markør mellem øst og vest.
4. 30. april – Hitlers selvmord
   Førerbunkeren bliver et symbolsk gravkammer for Det Tredje Rige. Med Hitler død falder også det sidste håb om en forhandlingsfred.
5. 2. maj – Berlin kapitulerer
   General Helmuth Weidling underskriver overgivelsen til marskal Zjukov. Byen ligger i ruiner; de sovjetiske tab alene anslås til 80.000 døde.

Vestallieret kværn gennem rhinlandet

• Marts 1945 – Patton, Montgomery og Bradley krydser Rhinen ved bl.a. Remagen og Wesel.
• April 1945 – Ruhr-lommen lukkes; 325.000 tyske soldater går i fangenskab, og Vestfronten kollapser.
• Herefter driver amerikanske, britiske og canadiske styrker nordpå gennem Niedersachsen og Schleswig-Holstein, mens franske tropper ruller mod Sydtyskland og Østrig.

Regional og total kapitulation

Dato	Sted	Indhold
4. maj	Lüneburger Heide	Tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark overgiver sig til feltmarskal Bernard Montgomery. Træder i kraft 5. maj – heraf Danmarks befrielsesdag.
7. maj	Reims	General Alfred Jodl underskriver den betingelsesløse kapitulation på alle fronter med virkning 8. maj kl. 23:01 centraleuropæisk tid.
8.-9. maj	Berlin-Karlshorst	For at tilfredsstille Stalin gentages kapitulationen over for marskal Georgij Zjukov. Tidszoner gør, at sejrsdagen markeres 9. maj i det tidligere Sovjet.

Politisk efterscene: Flensborg og lejrfund

Kort før sin død udnævnte Hitler storadmiral Karl Dönitz til statsoverhoved. Hans såkaldte Flensborg-regering forsøger at administrere et sammenstyrtet rige fra Marineakademiet i Mürwik, men den 23. maj arresterer britiske tropper hele regeringen. Dermed ophører Tyskland de facto som stat og bliver et besat territorium under de fire sejrsmagter.

Samtidig strømmer billeder og øjenvidneberetninger fra befriede koncentrationslejre som Bergen-Belsen (15. april) og Dachau (29. april) ud i pressen. De chokerende fund forstærker de allieredes krav om fuld kapitulation og baner vejen for Nürnberg-processerne, der starter allerede i november 1945.

Tavshed på fronten – Men ikke fred

Efter midnat 8./9. maj stilner kanonaden af. Europas våben tav, men hverken grænsedragninger, flygtningestrømme eller retsopgør var på plads. Som Winston Churchill nøgternt bemærkede i sin sejrstale: “Vi har vundet krigen – nu skal vi vinde freden.”

Kilde: Danmarks Nationalleksikon/Lex.dk – “2. Verdenskrig”

Stillehavets sidste akter: Atombomberne, Sovjets offensiv og Japans kapitulation

Mens kampene ebbede ud i Europa, kulminerede krigen i Stillehavet i en række dramatiske – og indbyrdes forbundne – begivenheder, der på få uger bragte Japan i knæ. Forløbet giver mening at skildre som en triple chok-strategi: en stadig tættere ring af konventionelle invasioner, et atomart gennembrud og en sovjetisk lynoffensiv.

1. Fra midway til okinawa – Ø-hoppet strammer rebet

Efter US Navy’s sejr ved Midway (juni 1942) mistede Japan initiativet. Amerikanerne skiftede til en hangarskibs- og amfibie­baseret offensiv, populært kaldet island hopping, der gradvist sprængte kejserrigets forsvarscirkler:

• Guadalcanal (aug. 1942-feb. 1943)
• Tarawa (nov. 1943)
• Saipan og Mariana­øerne (juni-aug. 1944) – gav B-29-bombere rækkevidde til Tokyo
• Iwo Jima (feb.-marts 1945) – 26.000 amerikanske og 21.000 japanske tab
• Okinawa (apr.-juni 1945) – over 200.000 samlede dødsofre; viste omfanget af en fremtidig invasion af selve Japan

Samtidig kvælede en ubådsbloktade Japans søtransport: i 1944-45 gik over 80 % af flådens fragtkapacitet tabt. Resultatet var brændstof- og fødevaremangel og et voksende pres i den japanske krigsledelse (Gunjin Honō).

2. Strategiske brandstorme – Og præsident trumans atomvalg

Med flybaser på Mariana-øerne begyndte USA i efteråret 1944 en massiv brandbombning af japanske byer. 10. marts 1945 blev Tokyo ramt af den dødeligste enkelt­bombning i historien; 80.000-100.000 døde på én nat.

På det tidspunkt lå de amerikanske invasionsplaner (Operation Downfall) klar. Interne estimater forudsagde op mod 500.000 amerikanske døde og måske et tocifret milliontal japanske civile. Netop for at undgå en sådan udmattelseskrig godkendte præsident Harry S. Truman brugen af det nye atomvåben:

Dato	By	Bombe	Umiddelbare døde
6. august 1945	Hiroshima	Little Boy (uran)	ca. 70.000
9. august 1945	Nagasaki	Fat Man (plutonium)	ca. 40.000

De samlede dødstal steg senere til over 200.000 pga. brandsår og strålings­sygdomme.

3. Sovjetunionen slår til – Kwantung­hæren kollapser

På Potsdam-konferencen lovede Stalin at gå ind i Stillehavskrigen tre måneder efter Tysklands kapitulation – præcis 8. august 1945. Samme nat indledte 1,6 million sovjetiske soldater en offensiv i Manchuriet, flankerede det japanske forsvar via Mongoliets ørken og indtog hurtigt Mukden, Harbin og Port Arthur. Japans stærkeste landstyrke, Kwantung­hæren, blev overmandet på under to uger, og Sovjet overtog også det sydlige Sakhalin og Kurilerne.

4. Det kejserlige råds døgn – Og kejserens stemme

Inden for Supreme Council for the Direction of the War havde hærledelsen krævet en betinget fred, mens flåden og udenrigs­minister Shigenori Tōgō så de to chok – atombomberne og Sovjets indtræden – som bevis på, at fortsat modstand var håbløs. Efter et maratonmøde natten til 10. august hældte rådet mod kapitulation, men først da kejser Hirohito brød præcedens og selv talte for overgivelse, blev beslutningen taget.

Gyokuon-hōsō – “stemmen af en juvel” – blev sendt i radioen 15. august kl. 12 (japansk tid). Kejseren bekendtgjorde, at Japan “må tolerere det utålelige” og acceptere Potsdam-deklarationen. I praksis standsede de fleste kamphandlinger, men sammenstød i Manchuriet, Korea og på Sakhalin fortsatte til 25. august.

5. Fra 15. August til 2. September – To datoer, ét nederlag

1. 15. august 1945: Offentlig meddelelse om betingelsesløs kapitulation (V-J Day i store dele af Asien og Commonwealth).
2. 20.-25. august 1945: Våbenstilstand implementeres i felt; sovjetiske frontlinjer standser først ved Yalu-floden.
3. 2. september 1945: Den formelle Instrument of Surrender underskrives om bord på USS Missouri i Tokyo-bugten. I anglo-amerikansk tradition er dette den officielle slutdato for 2. verdenskrig.

6. Hvad tvang japan i knæ? – Et samspil af tre faktorer

Forskningen peger på, at ingen enkelt begivenhed alene kunne knække Japans beslutningstagere:

• Atombomberne demonstrerede amerikansk vilje til total ødelæggelse uden invasion.
• Sovjets offensiv eliminerede håbet om en forhandlet fred via Moskva og truede selve hjemlandet fra nord.
• Okinawa-erfaringen + blokaden havde allerede bragt Japan til randen af hungersnød og udmattet dets militær.

Det var altså kombinationen af udsigten til yderligere atomangreb, tabet af en diplomatisk smutvej og bruddet på de sidste ydre forsvarslinjer, der overbeviste både hær, flåde og – ikke mindst – kejseren om, at fortsat modstand var udsigtsløs.

Således blev Verdenskrigens sidste akter spillet til ende: på seks uger gik Stillehavs­krigen fra blodbadet ved Okinawa til stilheden i Tokyo-bugten – og banede vejen for en ny verdensorden med amerikansk besættelse af Japan, begyndelsen på den kolde krig i Asien og atomvåbnets indtog som global magtfaktor.

Fra kapitulation til fredsorden: Jalta, Potsdam, retsopgør og manglende Tysklands-fred indtil 1990

Allerede mens krigen rasede, drøftede de allierede hvordan krigen skulle afsluttes – og hvad der skulle komme bagefter.

• Teheran-konferencen (november 1943) satte kursen mod en invasion i Frankrig (D-Day) og nedsatte European Advisory Commission, som fik til opgave at udtænke besættelses- og fredsordninger for Europa.
• Londonaftalen / Londonprotokollen (12. september 1944) opdelte på papiret Tyskland, Berlin, Østrig og Wien i fire besættelseszoner (amerikansk, britisk, fransk og sovjetisk). Det blev køreplanen for den faktiske besættelse fra maj 1945.

Jalta – Skitsen til efterkrigs-europa

I februar 1945 mødtes Roosevelt, Churchill og Stalin på Jalta på Krim. De blev enige om:

1. Fire besættelseszoner i Tyskland og et Allied Control Council med vetoret for hver stormagt.
2. Polens foreløbige vestgrænse langs Oder-Neisse-linien – et forvarsel om store befolkningsforskydninger.
3. Afnazificering, demilitarisering og erstatninger – Tyskland skulle aldrig mere true Europas fred.
4. Etableringen af De Forenede Nationer med et Sikkerhedsråd baseret på de fem sejrherrer.
5. Retsforfølgelse af krigsforbrydere – det formelle grundlag for de senere Nürnbergprocesser.

Potsdam – Detaljerne og de følsomme spørgsmål

Efter Tysklands kapitulation samledes Truman, Churchill/Attlee og Stalin i Potsdam (juli-august 1945) for at udfylde de tomme felter:

• Administrationen af Tyskland: hver sejrherre skulle styre sin zone, men fælles økonomi efter princippet ”Four D’s” (demilitarisering, denazificering, demokratisering, decentralisering).
• Erstatninger: sejrherrerne måtte hente reparationsgods – især Sovjet tog maskiner og fabriksanlæg (demontage).
• Midlertidig polsk/sovjetisk administration øst for Oder-Neisse; de endelige grænser skulle afgøres ved en fremtidig fredstraktat.
• Fordrivelse af tyske mindretal: beslutning om en ”ordentlig og human” overførsel af op til 13 mio. tyskere fra Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn.
• Ultimatum til Japan: Potsdam-deklarationen (26. juli) krævede ubetinget overgivelse – afvist af Tokyo, men genfremsat efter atombomberne og Sovjets invasion.

Retsopgøret – Fra nürnberg til tokyo

Sted	Periode	Nøglepunkter
Nürnberg	nov. 1945 – okt. 1946	22 topledere for Det Tredje Rige tiltales; 12 dødsdomme. Slog fast, at ”forbrydelser mod menneskeheden” er et folkeretligt begreb.
Tokyo	maj 1946 – nov. 1948	28 japanske ledere for retten; 7 dødsdomme. Betonede også ”aggressionskrig” som forbrydelse.

Derudover kørte hundredvis af sager i både de allierede zoner og de befriede lande – grundlaget for senere internationale domstole.

Fredstraktater – Men ikke til tyskland

• Februar 1947: Fred med Finland, Italien, Bulgarien, Rumænien og Ungarn.
• San Francisco-traktaten (1951): USA, Storbritannien m.fl. afslutter krigen mod Japan; Sovjet underskriver ikke.
• Tyskland: Ingen fredstraktat. I stedet en ”midlertidig” besættelsesordning, der varer i fire årtier:
  • Vestmagterne ophæver formelt krigstilstanden i 1951.
  • Sovjetunionen følger efter i 1955, samme år som Østrig genvinder suverænitet og fastslår permanent neutralitet.

2 + 4-traktaten (1990) – Den forsinkede fred

Da Øst- og Vesttyskland besluttede at genforenes, mødtes de fire besættelsesmagter (USA, Storbritannien, Frankrig, Sovjetunionen) og de to tyske stater – ”2 + 4”. Traktaten:

1. Ophævede alle resterende besættelsesrettigheder, inklusive Berlins særlige status.
2. Bekræftede endelige grænser mod Polen langs Oder-Neisse.
3. Erklærede, at alle krigsrelaterede spørgsmål hermed var afgjort – de facto den manglende tyske fredstraktat.

Først 45 år efter våbnene tav, fik Europa altså et formelt punktum for Anden Verdenskrig – og grundlaget for den orden, vi stadig lever med i dag.

Efterdønningerne: Tab, tvangsforflyttelser og den nye verdensorden (FN, Bretton Woods og den kolde krig)

Da våbnene tav i 1945, var verden forandret for altid. Slutningen på 2. verdenskrig blev samtidig fødslen af en helt ny international orden – skabt af de chokerende menneskelige omkostninger, de enorme befolkningsforskydninger og magtbalancen mellem de sejrrige stormagter.

Menneskelige tab – Et blødende kontinent og en såret verden

Forskere anslår, at 55-70 millioner mennesker mistede livet, hvoraf to tredjedele var civile. Holocaust alene kostede omkring seks millioner jøder livet. Fordelingen af de samlede dødstal illustrerer krigens ulige byrde:

• Sovjetunionen: mindst 27 millioner
• Kina: mindst 10 millioner
• Polen: ca. 6 millioner
• Tyskland: ca. 5,3 millioner (inkl. etniske tyskere uden tysk statsborgerskab og fordrivelsestab)
• Japan: ca. 1,8 millioner
• Frankrig: ca. 0,8 millioner
• Storbritannien: ca. 0,4 millioner
• USA: ca. 0,4 millioner
• Italien: ca. 0,3 millioner

Fordrivelser og “displaced persons” – Europas største menneskestrøm

Krig og totalitær politik rykkede millioner op med rode:

• Cirka 20 millioner blev tvangsdeporteret under krigen.
• Ved krigens afslutning opholdt knap 8 millioner fordrevne (DP’er) sig i Tyskland alene.
• Omtrent 13 millioner etniske tyskere blev fordrevet fra Øst- og Centraleuropa i årene 1945-47.

Disse massebevægelser skabte logistiske, humanitære og politiske udfordringer, der prægede efterkrigstidens internationale dagsorden og satte spor i europæisk demografi helt frem til i dag.

Ødelæggelser og genopbygning

Byer lå i ruiner – ikke mindst Warszawa, Stalingrad og Dresden – mens store dele af Japans industriområder var bombet sønder og sammen. Det materielle tab var særligt omfattende i Østeuropa, Tyskland og dele af Asien. Genopbygningen blev derfor også et geopolitisk projekt: USA finansierede Marshallplanen, mens Sovjetunionen trak ressourcer ud af de østeuropæiske stater gennem krigsskadeserstatninger og demontage.

Den nye magtbalance – Usa og sovjetunionen som supermagter

I vakuummet efter de gamle europæiske stormagter stod der to sejrsherrer tilbage:

• USA: økonomisk styrket, med industri og infrastruktur uberørt af krig på egen jord. Under Bretton Woods-aftalerne (1944) blev dollaren knudepunktet i den nye verdensøkonomi, og institutionerne IMF og Verdensbanken fik til opgave at sikre stabilitet og genopbygning.
• Sovjetunionen: militært triumferende, men ødelagt og med enorme menneskelige tab. Alligevel udnyttede Stalin den Røde Hærs tilstedeværelse til at etablere et bælte af kommunistiske satellitstater i Øst- og Centraleuropa – fra Polen til Bulgarien.

Kontrasten mellem amerikansk kapitalisme og sovjetisk kommunisme blev kernen i den kolde krig, der kom til at dominere global politik i næsten et halvt århundrede.

Fn – Håb om kollektiv sikkerhed og menneskerettigheder

Erfaringerne fra Folkeforbundets fiasko og krigens rædsler drev de allierede til at skabe De Forenede Nationer i juni 1945. Sikkerhedsrådet afspejlede dog den nye magtstruktur, hvor USA, Sovjetunionen, Storbritannien, Frankrig og Kina fik vetoret. Samtidig blev arbejdet med en Verdenserklæring om Menneskerettighederne (vedtaget 1948) sat i gang – stærkt inspireret af holocaust og de åbenbarede forbrydelser i koncentrationslejrene.

Afkolonisering – Imperier i opløsning

Krigen havde udmattet de europæiske kolonimagter økonomisk og moralsk. Koloniale soldater havde kæmpet for frihed i Europa – og krævede den nu hjemme. Allerede i 1947 blev Indien selvstændigt, Indonesien fulgte i 1949, og en bølge af uafhængighed rullede hen over Afrika og Asien i 1950’erne og 1960’erne. Den kolde krig satte præg på processen, idet både USA og Sovjetunionen forsøgte at vinde indflydelse i de nye stater.

En verden i forandring

Krigens afslutning var derfor ikke et punktum, men et kolon. Den indledte en epoke præget af:

• Intens supermagtkonkurrence mellem Washington og Moskva
• Globalt institutionsbyggeri (FN, Bretton Woods-systemet, senere NATO og Warszawapagten)
• Dyb samfundsomlægning i krigshærgede nationer – fra socialpolitik i Vest-Europa til kollektivisering bag Jerntæppet
• En hidtil uset afkoloniseringsproces og fremvækst af den såkaldte Tredje Verden

På godt og ondt blev 2. verdenskrigs sidste eksplosioner således startskuddet til den verden, vi kender i dag.