Forestil dig, at du sidder i stuen en regnfuld søndag eftermiddag. Kaffekoppen damper, og du bladrer tilfældigt gennem kanalerne, da en dokumentar om 2. verdenskrig toner frem på skærmen. Pludselig stiller nogen i sofaen det evige spørgsmål:

“Hvem startede egentlig 2. verdenskrig?”

Er svaret så ligetil, som mange tror? Var det blot Hitlers første skud i Polen, der tændte gnisten – eller begyndte flammerne allerede i Østens kejserrige flere år tidligere? Og hvordan passer den frygtede lynkrig, Japans stormløb mod Kina og diplomatiske skaktræk som Molotov-Ribbentrop-pagten ind i det store puslespil?

I denne artikel zoomer vi ind på de nøgledatoer, ideologier og magthavere, der forvandlede regionale konflikter til den globale katastrofe, vi i dag kalder 2. verdenskrig. Med afsæt i de mest anerkendte kilder – fra Lex.dk’s solide historiske overblik til Wikipedias brede opslagsværk – får du her det korte svar og den nødvendige baggrund, så du kan imponere ved middagsbordet eller under stueplantens skygge næste gang emnet dukker op.

Spænd sikkerhedsbæltet, skænk kaffen op, og invitér historien indenfor i din helt egen indretningsoase – for nu dykker vi ned i det dramatiske forløb, hvor én kugle langt fra var nok til at starte stormen.

Det korte svar: Hvem startede 2. verdenskrig?

Det helt korte svar: Tyskland startede 2. verdenskrig i Europa, og Japan startede den i Asien.

Hvornår og hvordan?

• Europa: 1. september 1939 krydsede Nazitysklands hære den polske grænse. To dage senere, den 3. september, erklærede Storbritannien og Frankrig Tyskland krig. Dermed var en ny, europæisk storkrig en realitet.
• Asien: Allerede 7. juli 1937 havde Japan indledt en fuld invasion af Kina efter det såkaldte Marco Polo-bro-opgør. Denne konflikt voksede siden sammen med krigen i Europa.

Hvornår blev det til én verdenskrig? Først i 1941 smeltede de to krigsteatre helt sammen: Tyskland angreb Sovjetunionen 22. juni 1941 (Operation Barbarossa), og Japan angreb Pearl Harbor 7. december 1941, hvorefter USA gik ind i krigen på begge fronter.

Ansvaret ifølge historikerne

• I Europa placeres ansvaret entydigt hos Tyskland på grund af Hitlers bevidst aggressive udenrigs- og erobringspolitik efter 1933 (Lex.dk).
• I Asien bærer Japan hovedansvaret med sin imperialistiske ekspansion og militarisering fra begyndelsen af 1930’erne (Lex.dk).

Husk kilderne: Lex.dk sammenfatter den faglige konsensus, mens Wikipedia giver et hurtigt overblik, men har færre kildenoter (Wikipedia).

Så når spørgsmålet lyder: “Hvem startede 2. verdenskrig?” er det klare svar: Nazityskland i Europa (1939) og Japan i Asien (1937). Resten af verden blev trukket ind, efterhånden som krigen eskalerede til en global konflikt i 1941.

Optakt og årsager 1931–1939: Fra revisionisme til aggression

For at forstå hvem der startede 2. verdenskrig, er det nødvendigt at se på den politiske og militære forhistorie: en næsten ti år lang glidebane af brud på internationale aftaler, stigende oprustning og stadig mere åbenlys aggression.

Japan: Fra manchuriet 1931 til fuldskala­krig 1937

• 18. september 1931: Den japanske hær iscenesætter Mukden-episoden og besætter Manchuriet i Nordkina. Området omdannes i 1932 til marionetstaten Manchukuo, styret af den sidste kinesiske kejser, Puyi, men reelt kontrolleret af Tokyo.
• Besættelsen giver Japan adgang til kul, jernmalm og landbrugsjord – ressourcer, der mangler på de hjemlige øer. Ved at udvide denne økonomiske buffer udfordrer Japan Folkeforbundet, som fordømmer invasionen, hvorefter Japan melder sig ud (1933).
• 7. juli 1937: Skudveksling ved Marco Polo-broen eskalerer til den 2. kinesisk-japanske krig. Japanske styrker indtager hurtigt storbyer som Beijing, Shanghai og Nanjing; sidstnævnte bliver scene for det berygtede Nanjing-massakre.
• Målet er et større asiatisk imperium – den såkaldte “Større østasiatiske velstandssfære” – som kan sikre råstoffer, markeder og politisk dominans.

Tyskland: Revisionismen bliver aggression

• 30. januar 1933: Adolf Hitler bliver rigskansler. Kort efter forlader Tyskland Folkeforbundet og begynder at oprustningsprogrammet, der siden 1936 styres efter “fireårsplanen” med sigte på angrebskrig.
• Versaillestraktatens militære bestemmelser brydes systematisk: indførsel af værnepligt (1935), flådeaftale med Storbritannien (1935) og remilitarisering af Rhinlandet (marts 1936).
• Økonomisk prioriteres militæret voldsomt: Ifølge Lex.dk går knap 70 % af BNP til militærformål i 1939.

Italien: Mussolinis drøm om et nyt romerrige

• Oktober 1935-maj 1936: Italien invaderer Abessinien (Etiopien), bruger giftgas og tvinger landet i knæ. Folkenes Forbund indfører halvhjertede sanktioner, hvilket både svækker forbundet og skubber Mussolini i armene på Hitler.
• Målet er et Middelhavsimperium – “Mare Nostrum” – der matcher aksemagternes europæiske og asiatiske ambitioner.

Aksemagternes politiske tilnærmelse

• Antikominternpagten (november 1936): Tyskland og Japan, senere også Italien (1937), lover at modvirke kommunismen og Sovjetunionen.
• Tremagtspagten (september 1940): Fuld alliance, hvor parterne garanterer gensidig støtte mod USA (eller andre stater) der angriber én af dem.

Hitlers næste skridt: Styk for styk

1. Hossbach-mødet (november 1937): Internt oplæg, der skitserer behovet for krig “senest 1943-45” for at sikre Lebensraum.
2. Anschluss af Østrig (12. marts 1938): Østrig annekses uden skud, mens især Storbritannien holder fast i appeasement-politikken.
3. München-aftalen (30. september 1938): Sudeterlandet afgives fra Tjekkoslovakiet til Tyskland mod Hitlers løfte om “sidste territoriale krav” – et løfte brudt allerede 15. marts 1939, hvor resten af Tjekkoslovakiet besættes.
4. Memel (Klaipėda) presses fra Litauen (22. marts 1939).

Vestmagter & nye spændinger

• 31. marts 1939: Storbritannien og Frankrig giver garanti til Polen – et signal om, at næste tyske skridt vil få konsekvenser.
• 7. april 1939: Italien besætter Albanien og undertegner Stålpagten med Tyskland (22. maj 1939), hvilket formaliserer den militære alliance.

Kaprustning som selvforstærkende dynamik

På få år eksploderer militærbudgetterne:

• Tyskland: Fra ca. 1 % af BNP i 1933 til næsten 70 % i 1939 (Lex.dk).
• Japan: Over 70 % allerede fra 1937 som svar på operationerne i Kina.
• Frankrig og Storbritannien øger også forsvarsudgifterne markant, men starter senere og kan derfor ikke matche aksemagternes forspring, før krigen bryder ud.

Resultatet er en verden, hvor revisionistiske magter – Tyskland, Japan og Italien – systematisk tester og nedbryder den internationale orden, mens appeasement i vest og svag kollektiv sikkerhed efterlader aggressorerne med friere hænder. Da Tyskland krydser den polske grænse 1. september 1939, er vejen til global krig banet.

Den udløsende gnist i Europa: Tysklands angreb på Polen og lynkrigens debut

1.-17. september 1939: Dagen, hvor Europa brød i brand

1. 1. september 1939: Kl. 04:45 krydser tyske styrker den polske grænse uden krigserklæring; Luftwaffe bomber Wieluń, slagskibet Schleswig-Holstein beskyder Westerplatte ved Danzig. Den tyske propaganda kalder det et “modangreb”, men angrebet er nøje planlagt – den hemmelige Fall Weiss-plan træder i kraft (Lex.dk).
2. 3. september 1939: Storbritannien og Frankrig holder deres polske garanti og erklærer Nazityskland krig. Den britiske søblokade og tysk ubådskrig indleder det langvarige Slaget om Atlanterhavet.
3. 4.-16. september: Tyske panserdivisioner bryder igennem polske forsvarslinjer fra nord, vest og syd. Warszawa omringes, mens Luftwaffe opnår luftherredømme.
4. 17. september 1939: Sovjetunionen invaderer det østlige Polen fra bagtroppen i henhold til den hemmelige tillægsprotokol til Molotov-Ribbentrop-pagten. Polen er nu presset fra to sider og politisk isoleret.

Lynkrig – en ny måde at føre krig på

Det tyske angreb er den første fuldskala­demonstration af blitzkrieg:

• Tæt koordination mellem luftvåben og panserstyrker, der støttes af motoriseret infanteri og artilleri.
• Hurtige gennembrud efterfulgt af ind­kreds­ning (Kesselschlacht) for at lamme fjendens mobilisering.
• Resultat: Efter seks uger kapitulerer den polske hær; samme model gentages i Vesteuropa 1940 og indledningsvis i Sovjetunionen 1941.

Efter nederlaget: Polens skæbne

Område	Kontrol	Konsekvenser
Vest- og Centrals Polen (bl.a. Vestpreussen, Wartheland)	Tyskland	Aflivning eller fordrivelse af polsk befolkning; germanisering.
Generalgouvernementet (Warszawa, Kraków m.fl.)	Tyskland	SS administrerer; etablering af jødiske ghettoer, tvangsarbejde.
Østlige Polen	Sovjetunionen	Deportationer til Gulag; sovjetisering.

Systematisk undertrykkelse

• SS’ rolle: Udpeger polske eliter til henrettelse; gennemfører „Intelligenzaktion“ og begynder at samle jøder i ghettoer.
• Katyn-massakren (forår 1940): Sovjetisk NKVD henretter ca. 22 000 polske officerer og intellektuelle i Katyn-skoven – et ansvar Moskva først erkender i 1990.

Mens Sovjetunionen således begår aggression mod Polen og senere Baltikum, er det tyske angreb 1. september 1939 den udløsende krigshandling, der markerer begyndelsen på 2. verdenskrig i Europa. (Lex.dk)

Pagter og planer: Molotov–Ribbentrop, Lebensraum og Hitlers krigsmål

Inden invasionen af Polen havde Hitler allerede lagt både diplomatiske og ideologiske brikker, som gjorde en storkrig næsten uundgåelig. Særligt tre elementer – en opsigtsvækkende pagt med erkefjenden Sovjetunionen, nazismens egen verdensopfattelse samt konkrete befolknings- og koloniseringsplaner – viser, hvordan Tysklands kurs mod krig var alt andet end tilfældig.

Molotov-ribbentrop-pagten: “ryggen fri” mod øst

• Dato: 23. august 1939.
• Parter: Nazi-Tyskland (udenrigsminister Joachim von Ribbentrop) og Sovjetunionen (udenrigsminister Vjatjeslav Molotov).
• Officiel del: En ikke-angrebspagt på ti år, der garanterede neutralitet, hvis den ene blev draget ind i krig.
• Hemmeligt tillæg: Østeuropa opdeles i tyske og sovjetiske interessesfærer. Sovjet får frie hænder i Finland, Estland, Letland og det østlige Polen; Tyskland sikres Vestpolen og Litauens havneby Memel.

Pagtens virkning var øjeblikkelig: Hitler fik “ryggen fri” til at angribe Polen uden frygt for sovjetisk indgriben, mens presset på Storbritannien og Frankrig steg – nu stod de over for risikoen for en tofrontskrig uden en østlig allieret. (Kilde: Lex.dk – 2. Verdenskrig)

Hitlers langsigtede mål: Versailles skal brydes – Og øst­europa gøres tysk

Fra 1933 formulerede Hitler et ambitiøst program:

• Brydning med Versailles-traktaten: Genoprustning, alliancefrihed og revision af grænserne.
• Stormagtsstatus og økonomisk autarki: Europa skulle omstruktureres, så Tyskland kunne overleve uden oversøiske kolonier.
• Lebensraum (”livsrum”): Et koloniseringsprojekt i Central- og Østeuropa, især Polen, Ukraine og Rusland, hvor ”germanisering” af befolkningen var en erklæret målsætning.
• Racistisk ideologi: Slaver, jøder og romanifolk blev betragtet som ”undermennesker”, der enten skulle fordrives, underkastes tvangsarbejde eller udryddes.

Generalplan ost: Fra slagmark til koloniseret territorium

Efter lynsuccesen i 1941 bad SS-leder Heinrich Himmler sine strateger konkretisere drømmene om et tysk Østeuropa. Resultatet blev Generalplan Ost, der lagde op til masseforflyttelser eller udslettelse af op mod 30 millioner mennesker i de erobrede sovjetiske områder for at give plads til tyske bønder og bosættere. Planen nåede aldrig fuld gennemførelse, men den viser, hvor radikal nazismens krigslogik var. (Kilde: Lex.dk)

Historikerens blik: Krigen som “pause efter 1918”

Ifølge historikeren Claus Bundgård Christensen (interview på Videnskab.dk) opfattede Hitler perioden 1918-1939 som en midlertidig våbenhvile. Versailles var blot en “ufærdig fred”, der skulle ophæves, når Tyskland atter var stærkt. I den optik var invasionen af Polen – og senere Sovjetunionen – ikke en ny krig, men afslutningen på den gamle. Hitlers Lebensraum-vision var dermed en europæisk pendant til kolonialismen: Landbrugsjord, råstoffer og slavearbejdskraft i øst skulle sikre tysk storhed i generationer.

Kontrafaktisk note: Kunne udfaldet have været anderledes?

Bundgård Christensen peger på to hypotetiske drejepunkter:

1. Operation Barbarossa (22. juni 1941): Havde Hitler undladt at angribe Sovjetunionen, ville den tyske krigsøkonomi ikke være blevet trukket ud i en udmattende gigantfront.
2. Pearl Harbor (7. december 1941): Uden Japans angreb – og dermed uden USA’s indtræden – kunne Tyskland måske have konsolideret sine erobringer i Europa.

Denne type kontrafaktiske scenarier er spændende – men forbliver spekulation. Faktum er, at Hitlers pagter og planer i 1930’erne aktivt banede vejen for et stormløb mod Østeuropa, som gjorde storkrig uundgåelig.

Asiens krigsteater: Hvorfor peger mange på Japan som den, der ”startede” i øst?

For at forstå, hvorfor mange peger på Japan som den, der startede 2. verdenskrig i øst, må vi se på en række nøglehændelser, der udspillede sig før Tysklands angreb på Polen i 1939 og før Pearl Harbor i 1941.

1. 7. juli 1937 – Marco Polo-broen:
   • Et mindre sammenstød mellem japanske og kinesiske tropper sydvest for Beijing eskalerer til fuld krig – den såkaldte 2. kinesisk-japanske krig.
   • Japanske styrker, allerede stationeret i Manchuriet siden 1931, går i offensiven for at sikre råstoffer, markeder og strategisk dybde.
   • På få måneder falder bl.a. Shanghai og Nanjing – sidstnævnte oplever den berygtede Nanjing-massakre med titusinder af civile ofre.
2. 1940-1941 – Fransk Indokina & vestlige sanktioner:
   • Japan udnytter Frankrigs nederlag i Europa til at besætte Nord- og senere hele Fransk Indokina for at afskære kinesisk forsyning og sikre sig gummi, ris og olie.
   • USA svarer med gradvise embargoer: skrot, flybenzin – og fra sommeren 1941 et totalt olieembargo, der reelt truer Japans militærmaskine med stop, hvis ikke nye kilder findes.
3. 7. december 1941 – Pearl Harbor:
   • Japansk overraskelsesangreb lammer hovedparten af den amerikanske Stillehavsflåde på Hawaii. De afgørende hangarskibe er dog til søs og overlever.
   • USA erklærer Japan krig dagen efter; Tyskland og Italien følger op 11. december. Dermed smelter krigene i Europa og Asien sammen til én global konflikt.
4. 4.-7. juni 1942 – Slaget ved Midway:
   • USA opfanger japanske koder og lægger en fælde. Japan mister fire hangarskibe, erfarne piloter og – vigtigst – det strategiske initiativ.
   • Herfra lancerer USA den såkaldte island hopping-strategi, der langsomt presser Japan tilbage mod hjemlandet.

Konklusion: Krigen i Asien begyndte med Japans aggression mod Kina den 7. juli 1937. Spørger man derfor “hvem startede 2. verdenskrig?”, svarer historikere typisk todelt:

• I Europa: Nazityskland med invasionen af Polen 1. september 1939.
• I Asien: Japan med Marco Polo-bro-episoden 7. juli 1937.

Først da Japan angreb Pearl Harbor, og Tyskland erklærede USA krig, smeltede de to konflikter sammen til én reel verdenskrig. Dermed blev 1941 den globale konsolidering af en krig, der allerede havde raset i både Øst- og Vesteuropa samt Østasien.

Kilder: Lex.dk – “2. Verdenskrig” (primær); Wikipedia – “2. verdenskrig” (overblik, begrænset kildegrundlag).

Medskyldige, medløbere og misforståelser: Italien, Sovjet og vestlig appeasement

Skyldsspørgsmålet i 2. verdenskrig er ikke et nulsumsspil, hvor alle bærer lige meget ansvar. Den overvejende konsensus blandt historikere er klar: Nazitysklands aggressive politik – støttet af Japans militaristiske ekspansion – udløste krigen. Alligevel er det værd at se på de aktører og omstændigheder, der muliggjorde den aggressive kurs eller selv bidrog med egen territorial politik.

Italien: Mussolinis imperialistiske drømme

• Abessinien (Etiopien) 1935-36: Italien under Benito Mussolini indledte en angrebskrig mod Abessinien. Krigen viste, hvor impotent Folkenes Forbund var, da sanktionerne mod Italien faldt til jorden.^[Lex.dk]
• Middelhavsimperiet: Målet var at genoplive et “Novo Imperium Romanum”. En aggressiv udenrigspolitik i Middelhavsområdet skulle sikre råstoffer og prestigen som stormagt.
• Albanien besættes april 1939: Besættelsen var et direkte brud på status quo på Balkan og en advarsel om Italiens vilje til militær ekspan­sion.
• Stålpagten (<em>Pact of Steel</em>) maj 1939 & krigserklæringen juni 1940: Ved formelt at alliere sig med Tyskland bandt Mussolini sin skæbne til Hitler, men indtrådte først aktivt i krigen, da Frankrig så ud til at kollapse.

Sovjetunionen: Fra partner til hovedmodstander

• Molotov-Ribbentrop-pagten 23. august 1939: Ikke-angrebspagten – inklusive en hemmelig protokol om deling af Østeuropa – gav Hitler “ryggen fri” til at angribe Polen.^[Lex.dk]
• Østlige Polen 17. september 1939: Sovjet rykkede ind, mens Polen stadig kæmpede mod Tyskland.
• Baltikum & Baser: Estland, Letland og Litauen blev presset til baser (1939) og formelt annekteret i 1940.
• Vinterkrigen mod Finland 1939-40: Et forsøg på at flytte grænsen vestpå kulminerede i hårde kampe og sovjetiske territoriale gevinster.
• Deportationer og undertrykkelse: I de nybesatte områder fulgte NKVD med: massearrestationer, deportationer og henrettelser af lokale eliter.

Appeasement & folkenes forbund: Vestens misforståede håb om fred

München-aftalen 1938 er blevet synonym med appeasement. Storbritannien og Frankrig gav efter for Hitlers krav om Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet i håbet om “fred i vor tid”. På samme tid var Folkenes Forbund allerede svækket: Japan havde trukket sig i 1933, Tyskland i 1933, Italien i 1937. Uden effektive sanktioner blev aftalesystemet et papir­tiger.

Vigtigt er dog, at appeasement ikke startede krigen: det var aggressorernes bevidste valg. Efter Hitlers brud på München-løftet (marts 1939) gik vestmagterne over til oprustning og udstedte en garanti til Polen – men for sent til at forhindre invasionen.

Historisk konsensus

1. Ansvarsplaceringen for krigens udbrud i Europa ligger entydigt hos Nazityskland; i Asien hos Japan.^[Lex.dk]
2. Italien var en tredje aksemagt, hvis aggressioner og alliancevalg forstærkede konflikten.
3. Sovjetunionens tidlige samarbejde med Tyskland og egne ekspansioner gjorde Østeuropa til krigsskueplads, men ændrer ikke den grundlæggende årsagskæde.
4. Vestlig appeasement og det svækkede Folkenes Forbund fjernede barrierer, men udgjorde ikke den drivende kraft.

Kilder: Lex.dk – “2. Verdenskrig” (primær), Wikipedia – “2. verdenskrig” (oversigt; begrænset kilde­grundlag).

Historikernes konsensus og de kontrafaktiske ’hvad nu hvis’

Konsensus først: Forskningen er i dag bemærkelsesværdigt enig om de grundlæggende datoer og den centrale ansvarsplacering:

• Europa: 2. verdenskrig begyndte 1. september 1939, da Nazityskland invaderede Polen (Lex.dk).
• Asien: Krigen startede 7. juli 1937, da Japan indledte en fuld invasion af Kina ved Marco Polo-broen (Lex.dk).
• Global sammenhæng: Fra 1941 – efter Tysklands angreb på Sovjetunionen og Japans angreb på Pearl Harbor – smeltede de to krigsskuepladser sammen til én verdensomspændende konflikt (Wikipedia).

Hovedansvaret: Historikere placerer ansvaret entydigt hos Nazitysklands ideologiske ekspansionspolitik (Lebensraum, racebaseret omformning) og Japans militaristiske imperialisme. Italia­nernes parallelle aggression og Sovjetunionens opportunistiske overgreb ændrer ikke ved denne hovedkonklusion.

De kontrafaktiske “hvad nu hvis”: Her træder vi ud af den sikre historieforskning og ind i det spekulative – men det er netop her, mange læsere bliver nysgerrige:

• Historikeren Claus Bundgård Christensen peger på, at uden Operation Barbarossa (Tysklands angreb på Sovjetunionen, juni 1941) og uden Japans angreb på Pearl Harbor (december 1941) kunne krigens styrkeforhold og varighed have set markant anderledes ud (Videnskab.dk).
• Hitler betragtede selv perioden 1918-1939 som en “våbenhvile” i én lang europæisk storkrig; målet var et koloniseret Østeuropa domineret af en “højerestående” germansk race. Havde britisk-fransk appeasement eller sovjetisk neutralitet set anderledes ud, kunne tidslinjen teoretisk være skubbet – men initiativet til aggressionen forblev tysk.
• Ligeledes diskuteres det, om USA’s olieembargo mod Japan pressede Tokyo til Pearl Harbor – men igen: Det var den japanske ledelse, der valgte militær eskalation.

Konklusion til læseren: Spørgsmålet “hvem startede 2. verdenskrig?” har et klart svar:

• I Europa: Tyskland, 1. september 1939.
• I Asien: Japan, 7. juli 1937.

Alt andet – herunder forestillinger om alternative udfald – hører til i den kontrafaktiske “hvad nu hvis”-genre. Det kan være tankevækkende, men det ændrer ikke på ansvaret eller datoerne, som er velunderbyggede af både Lex.dk og den bredere historiske forskning.