Et tilfældigt kys under blinkende stroboskoplys i Aarhus blev begyndelsen på en kærlighedsrejse, der har bragt skuespiller May Lifschitz og musiker Jens Lund fra havnekajens dunkle beton til et varmt hjem på Amager – og nu hele vejen til en kommende sommerfest i København.

I mere end et årti har de to holdt fast i hinanden gennem tv-debutter, trans-aktivisme, italienske bjergsøer og tango mellem Amazonassump og anden dans på TV. Historien er fuld af både mod og ømhed – og viser, at den største præstation ikke er Mays internationale serie­roller eller Jens’ koncertpublikum, men deres fælles vilje til at vælge kærligheden igen og igen.

Følg med, når vi folder kapitlerne ud: fra rave-romancen i 2014 over det overraskende knæfald i Dolomitterne til planerne om et uhøjtideligt bryllup med 80-90 gæster, god mad og kolde drinks. Undervejs dykker vi ned i, hvordan parret balancerer rampelys og sofaaftener, og hvorfor deres historie kaster et kærligt, nuanceret lys over samtalen om køn, identitet og helt almindeligt hverdagsliv.

Gør dig klar til at blive rørt, inspireret – og måske selv få lyst til at pakke rygsækken og drage på eventyr med den, du elsker.

Kærlighedshistorien: Fra et rave i Aarhus til et hjem på Amager

Det hele begyndte en kold februarnat i 2014 på Aarhus Havn. Industri­bygningerne rungede af bas, kulden steg som damp over vandet, og midt i det hele stod en 18-årig May Lifschitz, netop flyttet fra Randers for at læse og for at finde sig selv i en by, hvor ingen endnu kendte hendes historie. Blandt de fluorescerende lamper fik hun øje på Jens Lund – bredt smil, lilla fleece­jakke, lidt for store høre­værn – og inden natten var omme, delte de første kys til lyden af techno og bølgeskvulp.

Som Se og Hør siden har beskrevet, var starten dog langt fra ukompliceret. May var kun et halvt år inde i sin hormon­behandling (hun havde fået blokker som 16-årig og startet østrogen ved 18, jf. Alt for Damerne). Hun valgte den aften ikke at gøre et stort nummer ud af sit køn – ikke for at holde noget skjult, men fordi hun ønskede at opleve et møde, hvor hun, og ikke hendes baggrund, stod forrest. Da fælles venner nogle uger senere nævnte over for Jens, at May var transkønnet, gik luften et øjeblik ud af ballonen: “Jeg troede ærligt, at det ikke passede med min egen orientering,” har han fortalt (Alt for Damerne).

I stedet for at lade forvirringen trække dem fra hinanden valgte de venskabet som prøve­bane – kaffe på Løves Bogcafé, lange cykel­ture til Moesgaard Strand, fælles lektier på Stats­biblioteket. Tiden gjorde sit: Jens’ nysgerrighed blev til indsigt, og indsigt blev til forelskelse. Seks måneder efter den første techno­nats kaotiske kys – i august 2014 – kiggede de hinanden i øjnene ved den gamle træbro i Brabrand Sø og sagde: “Skal vi kalde det for kærester nu?”.

Siden er der løbet meget vand under broen – og fra Aarhus Å til Københavns havn. Ti år er gået, og i dag deler May og Jens en rummelig lejlighed på Amager, komplet med cykelværksted i gården og en lille cockapoo, som trofast følger dem rundt på Christiania­stien. May har flere gange fortalt, at hun værdsætter, når medierne interesserer sig for hele hendes liv – skuespil, hverdag, hundeluftning – og ikke kun hendes køn (TV 2). Samtidig understreger parret, at åbenheden om det svære første kapitel er en vigtig del af deres fundament: den lærte dem, at ærlighed og tidlig respekt kan bære et forhold gennem alt fra karriere­spring over bolig­jagter til bryllups­planer.

Kort sagt: Fra et skævt rave på Aarhus Havn til et hverdags­hjem på Amager har May og Jens befundet sig i hinandens kreds i over et årti. De begyndte som næsten fremmede, der kyssede til bas, blev venner, før de turde kalde det kærlighed – og står i dag som et par, der hverken lader sig definere af modstand eller medie­rummel, men af en fælles beslutning om at vælge hinanden igen og igen.

Forlovelsen i Dolomitterne: Det uventede knæfald ved den blå bjergsø

En julivarm morgen i 2023 stod May og Jens med tunge rygsække, svedige vandrestøvler og små sten i sokkerne på en smal sti i Dolomitterne. Turen havde allerede budt på pasta i bergbyer og en romantisk aften i Verona, hvor de havde nydt Verdis Aida under åben himmel. “Jeg nåede at tænke: Hvis det skal ske, så må det være nu,” har May siden grinet (kilde: Alt for Damerne, 27.09.2024). Men Jens holdt kortene tæt ind til kroppen og ventede.

Dagen efter ankom de til en safirblå bjergsø, omkranset af lodrette grå klipper og duften af fyrrenåle. De slog teltet op i læ af en sten, kastede vandrestavene til side – og netop som solen begyndte at farve toppene rosagule, bad Jens om “bare et minut.” May troede først, han ville finde et bedre sted til gasblusset, men i stedet trak han vejret dybt, sank en klump og gik ned på ét knæ. “Hans hænder rystede så meget, at jeg var bange for, han skulle tabe ringen i vandet,” har hun fortalt med et smil (kilde: BILLED-BLADET, 27.09.2024).

Hun blev fuldstændig paf – “jeg havde jo allerede mentalt forberedt mig i Verona, så jeg følte mig helt taget på sengen,” forklarede hun til ugebladet. Alt det formelle forsvandt, og kun bjergenes ekko bar Jens’ enkle spørgsmål videre: “Vil du gifte dig med mig?” Tårer, grin, et “ja!” som lød højere end forventet – og to trætte, men lykkelige kroppe, der faldt hinanden om halsen, mens aftendisen gled ind over søen.

Efter hjemkomsten ventede endnu et bjerg: Mays hektiske efterår i 2024 med Vild med dans, hvor Jens stod i kulissen med blomster og eftertænksomme skulderklem. Men forlovelsesglimtet i Dolomitterne blev ved at ligge som et lunt bål i baghovedet, og når kameraerne blev slukket, begyndte de to at skitsere næste kapitel – brylluppet – med samme nysgerrighed som på de italienske bjergstier.

Datoen er sat: Sommerbryllup i København – fokus på kærligheden frem for det perfekte

29. august 2026 står nu med store bogstaver i kalenderen hos både May og Jens. Brylluppet bliver i København – ”mere præcist ved vi faktisk ikke endnu,” griner May ifølge Ekstra Bladet (25.02.2026). Netop det uperfekte er pointen: rammen skal være fleksibel, så dagen kan handle om at fejre kærligheden i stedet for at jagte det instagram-perfekte øjeblik.

Foreløbig ved parret, at de regner med 80-90 gæster. Familie og venner kommer fra hele Jylland – hvor Jens har rødder – og helt fra Argentina, hvor Mays moster bor. ”Det sætter selvfølgelig nogle økonomiske rammer,” fortæller Jens nøgternt, ”men der skal være god mad, kolde drinks og plads til både taler og dansesko.” Resten må vokse frem i takt med budgettet.

Beslutningen om at turde sætte en dato blev offentliggjort på pressedagen for TV 2-programmet ”Først til verdens ende”, som parret medvirker i. Her løfter de sløret for, at deres rejse fra Amazonas til Andesbjergene (sæsonpremiere 28.02.2026) blev et slags generalprøve­bryllup: May excellerede i de kreative løsninger, mens Jens holdt styr på logistikken og holdt humøret højt, når regnen silede ned over junglen. ”Vi fandt ud af, hvor godt vi faktisk supplerer hinanden – og at vi kan klare det meste, så længe vi gør det sammen,” sagde May med et smil til de fremmødte journalister.

Med andre ord: festen den 29. august får måske ikke den dyreste blomstervæg eller et fem­retters Michelin-bord, men den får deres fælles styrker, nære mennesker fra to kontinenter og en bundærlig begejstring for livet sammen. Og det – understreger både May og Jens – er langt vigtigere end en farvekoordineret serviet.

Kærlighed som fundament: Støtte, synlighed og et fælles liv ved siden af spotlightet

Når May Lifschitz træder ud på et dansegulv eller et film-set, er Jens Lund sjældent langt væk. Ved premieren på Vild med dans i 2024 stod han på kanten af gulvet, gav hende et hurtigt kram, hviskede “du har den” – og lod derefter rampelyset være hendes (BILLED-BLADET, 27.09.2024). Den lille scene opsummerer meget af deres dynamik: Jens’ rolige opbakning i kulissen, mens May tager spotlightet.

For May betyder synligheden mere end applaus. Hun har gentagne gange sagt, at hun gerne vil tale om andet end sit køn, men også at hun tager dialogen, når den kan flytte forståelse (TV 2, 25.09.2024). Det er derfor, hun uden tøven stiller op til interviews om Warrior Nun eller DR-serien Orkestret – og samtidig lægger kræfter i danske indiefilm som Yes No Maybe. Arbejdet er hendes passion, men hun ved, at hendes tilstedeværelse i branchen også åbner døre for andre.

I hverdagen på Amager er der dog hverken rød løber eller koreografi. Her er der en toværelses lejlighed, en begejstret labradorblanding, og en rytme af cykelture, aftensmad og manuskriptlæsning. I et interview beskrev May, hvordan Jens’ urokkelige accept tidligt gav hende mod til at blive mere sig selv – “hans ro smittede,” som hun formulerede det (parafrase, Femina, 28.08.2023). Det er i den ro, de har bygget et fælles hjem, hvor karrieredrømme og hverdagspligter får lige meget plads.

Synligheden følger dem, men den definerer dem ikke. Når pressen spørger til bryllupsplanerne, fremhæver de, at den store dag blot er en milepæl i en fortælling, der allerede er stærk. Brylluppet bliver en fejring af det fundament, de har brugt ti år på at støbe: kærlighed i rampelyset, tryghed i skyggen – og en fælles fremtid, hvor de to elementer får lov at eksistere side om side.